Perspektiv

QA: Topdanmark. Redigering: Elisabeth Frimurer

27. august 2020

Topdanmark: Dét ser vi på ved ansættelsen


I en QA-serie spørger vi forskellige virksomheder, hvad de lægger vægt på ved ansættelser. Læs, hvad Topdanmark svarer. 


Hvad lægger Topdanmark vægt på i forbindelse med ansættelser? Læs med her. 

Hvor stor en rolle spiller gode karakterer, når I skal ansætte?

Det vil være løgn at påstå, at vi ikke også kigger på karakterer, når vi skal ansætte. Men karakterer er blot ét af flere forskellige udvælgelseskriterier. Vi kigger således mindst ligeså meget på relevant (og irrelevant) erhvervserfaring, interesseområder inden og uden for juraen, fritidsinteresser etc. Det vigtigste for os er at ansætte hele mennesker, der udover de relevante kompetencer for det ledige job har en alsidig baggrund og interesser - og er i stand til både at arbejde selvstændigt og indgå som et bidragende og positivt medlem af vores team.

 

Hvordan ser jeres ansættelsesprofil ud?

Hvis det er profilen på de medarbejdere, vi typisk ansætter, der menes, så gælder det for os, at selvom vi har enkelte helt nyuddannede jurister, så har de jurister, vi ansætter, typisk 2-3 års erfaring og ofte mere. Baggrunden herfor er, at vi til de fleste juridiske stillinger i Topdanmark har brug for jurister, der har så meget konkret viden og erfaring på det/de retsområde(r), vi skal have dækket, at vedkommende er i stand til at arbejde ret selvstændigt. Men når vi ansætter nyuddannede jurister, er profilen typisk en jurist, der på universitetet har haft fag relevante for det ledige område, har relevant erhvervserfaring fra studiejobs og i øvrigt på en eller anden måde har demonstreret interesse for - eller initiativ på - andre områder.

Hvad kan I tilbyde en nyuddannet jurist?

Generelt kan man som medarbejder i Topdanmark hver morgen glæde sig til en sjov arbejdsdag, hvor man kan være sig selv. Man får energi til at skabe bedre resultater med større muligheder for udvikling, humor, ansvar og glade kunder. Som jurist hos os får man et selvstændigt job i en børsnoteret virksomhed tæt på ledelsens beslutninger, spændende udfordringer blandt dygtige og engagerede kolleger, et job med en bred kontaktflade til - og samarbejde med - Topdanmarks mange forskellige afdelinger og fagområder. Et godt arbejdsmiljø med gode muligheder for både personlig og faglig udvikling, og et fleksibelt job, hvor juristen selv er med til at tilrettelægge opgaverne og har en række personalegoder.

Betyder det noget, om man har haft et relevant studiejob?

Ja.

 

Betyder det noget, om man har været i udlandspraktik el. lign?

Det er et plus (mest fordi det signalerer nysgerrighed og mod på nye udfordringer), men er ikke en betingelse.

 

Hvilke kundskaber er gode at have, hvis man gerne vil have et job ved jer?

Det er altid en fordel, hvis man har kundskaber på de juridiske områder, vi konkret mangler en medarbejder til. Hvilke områder det vedrører, vil typisk være fremhævet i stillingsannoncen. I fx Koncernsekretariatet vil relevante faglige kundskaber ofte være finansiel regulering, persondataret, kontraktskoncipering, konkurrenceret, selskabsret, markedsføringsret, børsret, IT-ret eller forsikringsformidling og i mindre grad klassisk forsikringsjura. I andre områder af Topdanmark er forsikringsjura naturligvis en meget relevant kompetence.

Hvilke sociale eller personlige kompetencer, ser I gerne, at man har?

Faglig dygtig, selvstændig, god til at være en del af et team, analytisk sans, beslutningsdygtig, ansvarsbevidst, struktureret, handlekraftig, forstå at sætte sig i kundens situation, bevarer overblik i pressede situationer, kan lide at arbejde i et travlt miljø, gode formuleringsevner, øje for fortrolighed, uhøjtidelig, godt humør.

Hvordan ser ansættelsesprocessen ud?

Vi inviterer normalt tre til fem kandidater til en første samtale, hvor lederen for den relevante afdeling og en kollega fra afdelingen vil være til stede. Til samtalen får kandidaten en introduktion til Topdanmark og det ledige job, og der er lejlighed for kandidaten til at præsentere sig selv, ligesom rammer for jobbet som f.eks. løn, arbejdstid mv. kan drøftes. Herefter inviteres to til tre kandidater til en anden samtale. Samtalen tager udgangspunkt i en personlighedstest, som kandidaten på forhånd udfylder online, og der kan eventuelt gennemføres andre tests også. Ved anden samtale deltager en HR-konsulent sammen med lederen. HR-konsulenten giver en tilbagemelding på testresultaterne, og kandidaten får mulighed for at uddybe og kommentere.

 

Et godt råd, I har lyst til at give de nye studerende med på vejen?

Prøv at tænke lidt 'ud af boksen', når I søger job efter endt studie. En karriere på et advokatkontor eller i det offentlige er ikke de eneste muligheder for jurister. Med et job i en privat virksomhed får man, udover den faglige sparring og udvikling med andre jurister, mulighed for at arbejde på tværs af mange forskellige faggrupper, og man har fordelen af at være med i processerne fra de første spæde idéer fødes, over den 'klassiske' juridiske proces med rådgivning og kontraktskoncipering til den spændende efterfølgende proces, hvor vi – sammen med vores kolleger – skal leve med og ser frugten af det juristarbejde, vi har leveret. Det gør juraarbejdet meget håndgribeligt og er bare smaddersjovt. Som et godt råd på vejen vil vi sige, at det er vigtigt, at man som ansøger har interesse i den virksomhed, man søger job hos. Et google-opslag kan som regel give lidt viden for ansøgeren og afslører, at man er nysgerrig på, hvad virksomheden står for.