Studieliv

QA med tutorer fra KU. Redigering: Nanna Bachmand Jensen

17. august 2023

Mød dem, der står bag studiestart 2023 på KU


Introugen for nye jurastuderende nærmer sig med hastige skridt, og bag denne uge ligger hvert år mange timers arbejde og forberedelse. Kaius har taget en snak med nogle af de jurastuderende, der står bag årets studiestart på Københavns Universitet. 

Her møder du Emma, Luna og Bilal. Emma og Luna starter på 9. semester og Bilal på 5. semester. Læs med når de fortæller om deres egen studiestart, gode råd, og ikke mindst hvad man skal glæde sig til som ny jurastuderende. 


Kan du fortælle om din egen studiestart? 

Emma: Jeg havde selv en utroligt god studiestart. Et af hovedelementerne, der gjorde min studiestart så fantastisk, var mine tutorer. De var ekstremt engagerede og dedikerede til at skabe et sammenhold på tværs af os nye studerende. Deres tilgang til at fremme et inkluderende studiemiljø gjorde en afgørende forskel i, hvordan sammenholdet på vores stamhold udviklede sig. Mine tutorer organiserede forskellige teambuilding-aktiviteter og arrangementer, der gav os mulighed for at lære hinanden bedre at kende. De var altid tilgængelige for os og skabte et trygt rum, hvor vi kunne stille spørgsmål, udveksle ideer og støtte hinanden gennem den første spændende, men også udfordrende, tid på universitetet.

Luna: Jeg startede på studiet efter et sabbatår og vidste ikke helt, hvad jeg gik ind til. Det første vi blev mødt af var tutorer, der guidede os vej ind til atriet, hvilket blev lidt symbolsk for den rolle, de spillede i studiestarten. De havde sørget for at arrangere et gennemført program, der fik mit hold rystet godt sammen og klædt på både fagligt og socialt. Studiestarten gjorde, at man hurtigt følte sig som en del af studiet.

Bilal: Min egen studiestart var over alle forventninger. Jeg havde en forestilling om at jeg skulle starte på et fakultet med folk som har en far der var direktør og mor der var projektleder. Jeg havde (desværre) en ret negativ forestilling om hvordan jurastuderende var og forventede det værste ved både studiestarten og generelt hele min tid på fakultetet. Men dette blev lavet om allerede første dag og jeg fandt ud af at jurastudiet var en blanding af alle typer mennesker, med hver deres unikke kendetegn. Studiestarten var præget af et sjovt og aktivt program, skabt af
en gruppe engagerede tutorer.


Emma Lund Page

  • 26 år gammel
  • Starter på 9. semester efter sommerferien på KU
  • Emma har lavet en del voiceovers til reklamer og telefonsvarer

Hvad er dit bedste minde?

Emma: Et af mine mest værdifulde minder fra studiestarten var uden tvivl introturen. Den var en skøn blanding af sjov, ballade, kreativitet og teambuilding, der styrkede båndene på tværs af vores hold og skabte uforglemmelige øjeblikke.

Luna: Selvom der er enormt mange gode minder fra selve introugen, der bød på et velplanlagt program, var mit bedste minde vores introtur til Sverige. Turen lå en uge efter studiestarten og var sidste led af programmet. Her havde vores hold lært hinanden lidt at kende, og turen blev derfor på en eller anden på prikken over i’et.

Bilal: Mit bedste minde fra studiestarten var klart introturen. Introugen kan godt føles High-paced, da der er et pakket program. Selve introturen var første gang hvor man havde sine klassekammerater i et lidt mere roligere og nærværende selskab. På introturen kom man sine klassekammerater ved, man havde tid til at snakke om de basale ting og man begyndte for alvor at få et indblik i hvordan de var. Man “bor” jo sammen med sine klassekammerater over en weekend, så det gjorde meget for fællesskabet. Derudover var programmet for introturen også spækket med vilde aktiviteter, fx processpil, hvor man for første gang skulle stå og snakke foran en masse andre random mennesker - en aktivitet hvor man for alvor får prøvet sine grænser.

Luna Holk Hansen

  • 23 år gammel
  • Starter 9. semester efter sommerferien på KU
  • Det Luna er allermest bange for i verden er fugle

Hvad ville du ønske, du havde vidst, før du startede på jurastudiet?

Emma: Når jeg ser tilbage på min studiestart, ville jeg ønske, at jeg havde forstået, at det er mere end bare akademisk viden og præstationer. Selvfølgelig er læsning, eksamensperioder og gode karakterer en vigtig del af studiet, men jeg indså senere, at det er her, jeg virkelig lærte om mig selv og mine interesser.

Luna: Jeg ville ønske, at jeg havde vidst, at studiet ikke bare indebærer lange timer på
læsesalene, selvstudie og hårde eksamensperioder. At jurastudiet faktisk er meget mere end det, og at man lærer enormt meget af sine medstuderende også både fagligt, men også blot ved at være en del af studiemiljøet. Man bliver dannet i mere end bare lærebøger.

Bilal: At man skal tage det helt roligt og at der er mere til studiet end karakterer og karriere.

Hvorfor ville du gerne have vidst det?

Emma: Ved at være bevidst om, at studiet ikke blot er fokuseret på akademiske præstationer, ville jeg have haft mere realistiske forventninger til studielivet. Samlet set ville forståelsen af den brede betydning af jurastudiet have skabt en mere berigende og velafbalanceret studieoplevelse, hvor både faglig og personlig udvikling ville have gået hånd i hånd.

Luna: Jeg tror, at den viden ville have givet mig mere ro i maven, når introugen var ovre, og vi skulle til at stå på egne ben med undervisning, læsning, cases og studiegrupper.

Bilal: Jurastudiet er præget af en skrækkampagne - alle skal have høje karakterer, alle skal blive partnere og alle skal være de bedste. Jeg ville ønske jeg vidste at man skulle tage det helt roligt og at alt nok skulle gå. Jo mere man stresser over studiet, desto mere stresser andre og til sidst er det bare en stor sneboldeffekt.
Det er generelt lidt sjovere at få at vide at man skal tage studiet med et gran salt og at der er mere til studiet end karakterer og karriere. Det har i hvert fald hjulpet mig meget mere at have en roligere tilgang - alle skal jo nok få et job.

Bilal Bezzarougi

  • 22 år gammel
  • Starter 5. semester efter sommerferien på KU
  • Bilal kan ikke finde ud af at cykle

Hvad er dit bedste råd til nye studerende?

Emma: Tag det med ro. Rom blev heller ikke bygget på én dag. Jurastudiet er en spændende rejse, der åbner op for mange karrieremuligheder. Så vær engageret, åben for læring, men frem for alt, nyd processen. 

Luna: Mit allerbedste råd er at forsøge at bevare lidt ro i maven. Uanset hvor overvældende og omfattende det kan føles at starte på jurastudiet, så skal det hele nok gå. Der er over 800 mennesker igennem møllen hvert år, så man er ikke alene om alle bekymringerne som “falder jeg nu til socialt”, “forstår jeg nu lærebøgerne ligeså meget som mine medstuderende”. Det tager tid at lære at studere, og ingen er ikke jurister fra dag 1, så hav lidt tålmodighed.

Bilal: Få det bedste ud af din studietid. Folk stresser generelt over hvor godt de skal klarer sig og har allerede på forhånd valgt karrierevejen. På jurastudiet kan karakterer og karriere komme til at fylde en del, og det er som om at folk regner bagud med hvordan deres karriere skal være. Jeg kender en del der kun fokuserer på det faglige, hvilket også er fair - men jeg synes at jurastudiet byder på så meget andet. Meld dig ind i en studenterforening, bliv tutor eller stå bag baren til den næste jurabar. Jurastudiet byder på så meget og lad vær med at få spildt din chance. Nyd din tid på studiet, ikke stress over at bliv færdig hurtigst muligt og vær åben for studiets mange muligheder.

Hvad skal man glæde sig til som ny studerende på dit fakultet?

Emma: Som ny studerende på jura kan de glæde sig til det fantastiske studiemiljø, der præger jurauddannelsen. Fakultetet tilbyder en unik mulighed for at møde nye mennesker og stifte venskaber, hvilket gør jura til et fantastisk sted for at skabe nye bekendtskaber og venner for livet.

Luna: Man skal glæde sig til at opleve, hvor stort og fedt et studiemiljø, der er på jura. Selvom man også skal glæde sig til at uddanne sig til at være dygtige jurister, så skal man også glæde sig til at være en del at et studie, som rummer alle former for interesser, fællesskaber og sjove arrangementer, man kan blive en del af.

Bilal: Jurastudiet har alt hvad er studie kan byde på og det er netop det her man skal glæde sig til. Fra det gode studenterforeningsliv, til engagerede tutorer til hjælpende studerende - det her studie har alt hvad man kunne ønske sig. Man skal helt klart glæde sig til en gruppe mennesker der stort set vil det samme og engagerede både fagligt og socialt for de samme værdier. Man har mulighed for at engagere sig fagligt gennem bl.a. debatter og messer, men man har også mulighed for at engagerer sig socialt ved bl.a. at tage til jurabar eller FC. Culpas næste træning. Der er en smag for alle studerende. Jurastudiet byder på en alsidigt studie og man får ikke nok af studiets mange muligheder.

Hvorfor valgte du at blive tutor/koordinator?

Emma: Der var to afgørende årsager til, at jeg besluttede mig for at blive tutor. For det første ønskede jeg at give de kommende studerende den samme positive oplevelse, som jeg selv havde haft, og være med til at skabe et miljø, hvor alle kunne blomstre både fagligt og socialt. Desuden kunne jeg selv, da jeg startede, mærke det utroligt stærke bånd, som tutorerne havde opbygget. Derfor blev jeg også tiltrukket af tanken om at blive tutor for at skabe nye bekendtskaber og venskaber på tværs af semestre. Jeg ønskede at være en del af det fællesskab, som tutorerne havde, og samtidig bidrage
til at skabe et inkluderende miljø for alle studerende. Jeg var naturligvis motiveret af ovenstående faktorer, da jeg valgte at søge stillingen som tutorkoordinator. Det var især den unikke mulighed for at udøve lederskab og støtte tutorerne, mens vi arbejder sammen om at skabe et inkluderende studiemiljø, forbedre tutorprogrammet og få værdifulde netværksmuligheder. Jeg tror, at denne rolle vil bidrage til min personlige og professionelle udvikling på en meningsfuld måde.

Luna: Jeg valgte dels at blive tutor/koordinator for at give de nye studerende en varm og sjov velkomst på jurastudiet. Dels også for at hjælpe med at nedbryde nogle af de fordomme, som jurastudiet bærer på, herunder blandt andet karakterræs. Derudover er tutorforløbet i sig selv med til at skabe relationer på tværs af årgangene og har betydet meget for mit studieliv generelt.

Bilal: Jeg valgte i 2022 at blive tutor, for at give de nye studerende den bedst tænkelige studiestart, samtidig med at jeg ville møde en masse nye og engagerede tutorer blandt diverse årgange. Jeg havde selv en fantastisk studiestart og havde i tankerne at give det videre til de nye studerende. Jeg valgte også at blive tutor, for at være i øjenhøjde med de nye studerende og give dem den sande “historie” af studiet. Det kan hurtigt blive en salgskampagne om hvor godt studiet er, men de nye studerende har også brug for at vide de lidt hårdere ting ved studiet, så det ikke kommer som et chok for dem. Vigtigst af alt valgte jeg at blive tutor for at give mine gode råd videre til hvordan man klarer studiet og være de nye
studerendes tryghed.

Jeg valgte også at blive koordinator for at hjælpe endnu mere med studiestarten og komme nærmere på hvorfor og hvordan vi gør på studiet. Som koordinator har du en lidt anden rolle i forhold til at man er bindeleddet mellem skolen og tutorerne. Man får mere ansvar, men i sidste ende gør man det af samme grund som før - for at give de nye studerende en perfekt start.

Hvordan forbereder I jer?

Emma: I rollen som koordinator har vi en omfattende forberedelse, hvor vi sikrer, at tutorerne er godt rustet til at skabe sammenhold og inklusion blandt de nye studerende. Vi giver dem også træning i at håndtere eventuelle konflikter eller akutte situationer, herunder fysiske eller psykiske udfordringer, der måtte opstå.

Luna: I løbet af foråret har den stået på sammentømring af tutorerne i form af et hav af teambuilding og sjove aktiviteter. Sammentømringen skal sørge for, at tutorerne i august måned allerede har et godt kendskab til hinanden og på den måde kan planlægge og arrangere studiestarten i augusts to arbejdsuger.

Bilal: Hele tutorforløbet er opdelt i to. Den første del af tutorforløbet handler om at ryste den nye gruppe frivillige tutorer sammen. Denne del byder på en masse teambuilding aktiviteter, så de frivillige tutorer kan afspejle sig i hvordan introforløbet skal foregå. Man kan godt kalde den første del af tutorforløbet for en slags prøveversion af introugen. Som sagt er formålet at ryste tutorerne sammen - et godt tutor-sammenhold smitter af på de nye studerende og på teambuildingens gennemslagskraft. Den anden del af tutorforløbet handler om for alvor at få planlagt selve introugen.
En introuge laver ikke sig selv, så den anden halvdel af forløbet bliver brugt på at skabe den bedst mulige introuge, hvor man tilgodeser alle parter. Der skal være en god blanding af sociale og faglige aktiviteter, hvilket også inspireres af første del af tutorforløbet og erfaringer fra andre års tutorforløb. Det er altså i den her halvdel hvor selve fundamentet for de nye studerende bliver skabt, i samarbejde med de frivillige tutorer.

Hvad kan man forvente af studiestarten i år?

Emma: Under studiestarten kan man forvente et program hvor der der fokus på at skabe gode fællesskaber, hvorfor teambuilding vil være en stor del af studiestarten. Vi kommer også til at tage hensyn til tidligere feedback fra nye studerende og styrke den studienære introduktion. Vi vil gøre det nemmere at finde rundt og sikre at det er tydeligt for de nye, hvad fakultetet forventer af dem. I år vil velkomstprogrammet være mindre omfattende med tre dages velkomst på campus, så der er bedre plads til pauser undervejs og mulighed for at forberede sig inden den første undervisning.
Vi arbejder også på at finde gode måder at arrangere sociale aktiviteter, der kan
tilgodese alle studerende og skabe en inkluderende studiestart. Man kan derfor forvente et program, hvor der er plads til alle

Luna: Studiestarten i år er ligesom tidligere år planlagt ud fra mange års erfaringer med, hvad der udgør den helt gode studiestart. Der er fokus på et program, der skal få de nye studerende til hurtigt at falde plads på studiet både socialt og fagligt. I år er der også fokus på at have en god blanding af et tæt program med sjove aktiviteter, men hvor der også er plads til pauser til at summe over alle de nye indtryk, man som ny studerende møder.

Bilal: De nye studerende kan glæde sig til landets bedste studiestart, med et spækket program, gennemarbejdet af en frivillig gruppe tutorer. Studiestarten er bygget på erfaringer fra tidligere år og studiestarten forbedres hvert evig eneste år, for at give de knap 800 nye studerende den bedst tænkelige start. Programmet i år byder både på faglige og sociale arrangementer. Der er alt hvad man kan tænke på, samtidig med at man ikke behøver at stresse over næste uges pensum. Der
vil være tid til sjov og spas, men i særdeleshed også tid til at få en glidende overgang til universitets-livet.