Studieliv

QA med tutorer fra AU. Redigering: Nanna Bachmand Jensen

17. august 2023

Mød dem, der står bag studiestart 2023 på AU


Introugen for nye jurastuderende nærmer sig med hastige skridt, og bag denne uge ligger hvert år mange timers arbejde og forberedelse. Kaius har taget en snak med nogle af de jurastuderende, der står bag årets studiestart på Aarhus Universitet. 

Her møder du Ditte og Louise. Både Ditte og Louise starter på 11. semester efter sommerferien. Læs med når de fortæller om deres egen studiestart, gode råd, og ikke mindst hvad man skal glæde sig til som ny jurastuderende. 


Kan du fortælle om din egen studiestart? 

Ditte: Louise og jeg startede på samme hold tilbage i 2018. Studiestarten var en begivenhedsrig og sjov uge fyldt med en masse nye indtryk. Her fik vi for alvor også at mærke på egen krop, hvor vigtig en rolle tutorerne spiller under studiestarten. De holdte os i hånden igennem det hele og skabte de bedste rammer for, at vi kunne lære vores nye medstuderende at kende. Det har vi helt bestemt taget med os både gennem studiet og især her under planlægningen af dette års studiestart.

Louise: Jeg var vanvittig nervøs da jeg startede. Ville jeg passe ind på studiet, finde nogle gode venner, kunne klare eksamenerne, og var universitetet overhovedet et socialt sted at være? Der var mange tanker, som kørte rundt i hovedet - men som altid, får man ro på, når man først er i gang. Studiestarten afkræftede alle mine fordomme og bekymringer.


Ditte Toft Wolf

  • 26 år gammel
  • Starter på 11. semester efter sommerferien på Aarhus Universitet
  • Har været på udveksling i Firenze i 2022

Hvad er dit bedste minde?

Ditte: Det er svært at vælge - der er mange gode minder fra vores første uge på studiet. Den første dag, hvor vi mødte op helt nervøse i Aulaen og blev modtaget af blandt andet højesteretsdommer Jens Peter Christensen og Aarhus’ borgsmester er tydeligt indprintet på nethinden. Herudover husker jeg også tydeligt vores hyttetur med holdet, hvor vi var afsted sammen en hel weekend kort efter introugen. Her fik man virkelig muligheden for at lære sine nye holdkammerater godt at kende.

Louise: Jeg tror ikke, jeg har et bestemt “bedste minde” i traditionel forstand. Jeg vil sige, at mit bedste minde er følelserne; den glæde, spænding, nervøsitet og samhørighed der opstår, når man er helt ny og grøn og står over for noget nyt og uvist.

Louise Lund

  • 26 år gammel
  • Starter 11. semester efter sommerferien på Aarhus Universitet
  • Er dybt afhængig af Pepsi Max

Hvad ville du ønske, du havde vidst, før du startede på jurastudiet?

Ditte: Hvor fedt det sociale liv er på studiet. Hvis man synes det var fedt at gå på gymnasiet, så bliver man kun positivt overrasket, når man starter på universitetet. Selvom læsebyrden selvfølgelig kan hænge én langt ud af halsen til tider, så har tiden på universitetet alligevel i høj grad været præget af hygge og sociale arrangementer med ens medstuderende. Det var langt fra så skræmmende og ensomt at starte på universitet, som jeg havde forestillet mig inden jeg startede.

Louise: Jeg stemmer i med Ditte her. Jeg følte, at universitetet var så voksent og at man skulle bruge sin fredag aften i bøgerne i stedet for i fredagsbaren. Det har heldigvis vist sig at være omvendt. Og så ville jeg også gerne have vidst, at folk ikke har så spidse albuer, som jeg frygtede og havde hørt.

Hvorfor ville du gerne have vidst det?

Ditte: Mest af alt fordi at det selvfølgelig er et studie, der kan være meget læsetungt og måske også en smule ensomt, hvis man ikke har et godt socialt netværk at støtte sig op af - det hele går noget nemmere, når du har en god omgangskreds på studiet, der kan bidrage til at gøre læsningen og undervisning til noget hyggeligt, samtidig med at man kan spare med hinanden omkring det faglige.

Louise: Jeg tror, at alle har deres fordomme om jurastudiet - og det havde jeg også. Det ér et konkurrencepræget studie, men slet ikke i den grad jeg frygtede, og hvis man vælger at stemple ud af ræset, er der seriøst det bedste sociale studiemiljø på jura! Det er virkelig, hvad man gør det til.

Hvad er dit bedste råd til en ny studerende?

Ditte: At involvere sig i det sociale på studiet. Dette kan både være på dit individuelle hold, men også generelt deltage i de mange sociale arrangementer, som studiet tilbyder. Om det er at melde sig ind i en af de mange foreninger, tage et smut forbi fredagsbaren med holdkammeraterne eller deltage i diverse brætspilsaftener, foreningernes introarrangementer og lignende. Om end det faglige selvfølgelig også skal prioriteres, så bliver det efter min opfattelse en meget nemmere og sjovere studietid, hvis man ligeledes prioriterer det sociale liv på studiet.

Louise: Vær social! Universitetet er ikke gymnasiet. Man bliver ikke på samme måde præsenteret for det sociale konstant, på universitetet skal man selv vælge det til. Jurastudiet - og generelt Aarhus Universitet - har så mange muligheder for at være social, både med og uden alkohol, og jeg synes det er rigtig vigtigt, at man ikke bliver ensom på et hårdt og langt studie som jura. Det har i hvert fald været en afgørende faktor i, at jeg har holdt ud alle år.

Hvad skal man glæde sig til som ny studerende på dit fakultet?

Ditte: Man skal først og fremmest glæde sig til at lære en masse nye mennesker at kende på kryds og tværs. Vi har gjort vores ypperste for at sammensætte et fedt program for studiestarten, hvor de nye studerende har de bedste forudsætninger for at lære både deres eget hold og andre hold på årgangen at kende. Jurastudiet har meget mere at byde på end blot kompetente undervisere og især det rige foreningsliv har jeg personligt haft stor glæde af under min tid på studiet.

Louise: ALT det spændende, der er forude! Nu er jeg selv ved at være færdig på universitetet, og jeg bliver en smule trist ved tanken. Det er virkelig nogle af de bedste år, man får. Det indebærer blod, sved og tårer - men mest af alt gode venner, stunder og oplevelser. Og så skal man selvfølgelig glæde sig til den spændende og fede rusuge, som vi har planlagt!

Hvorfor valgte du at blive tutor/koordinator?

Ditte: I 2021 var jeg tutor og i år har jeg lidt en anden kasket på som russekretær, hvor jeg spiller en lidt mere formel rolle under studiestarten. Da jeg startede på studiet havde jeg selv et par super søde og gode tutorer. Det betød enormt meget for min studiestart og gav en følelse af tryghed og at man altid havde nogen at gå til. Det vil jeg gerne give videre til de nye studerende, så de får en lige så god studiestart, som jeg selv havde i sin tid. Derudover er der et super fedt fællesskab blandt tutorerne, hvor man lærer en masse nye mennesker at kende på tværs af årgangene - et fællesskab, som vi ligeledes får lov til at være en del af som russekretærer.

Louise: Jeg har været tutor ad to omgange. Det har jeg været, fordi jeg gerne vil give nye studerende den gode start på studiet, som jeg selv fik. Jeg går utrolig meget op i godt studiemiljø, og min tutormakker og jeg gjorde alt for at vores russere skulle få det sammenhold, som er så vigtigt at skabe. I år har jeg fået muligheden for at være russekretær og stå for at planlægge rusugen, og på den måde få endnu mere indflydelse på at sætte studiemiljø på dagsordenen.

Hvordan forbereder I jer?

Ditte: Først og fremmest har en del af forberedelserne bestået i at ryste tutorgruppen godt sammen, så der er en god dynamik iblandt dem. Det er vores erfaring, at det smitter af på de nye studerende at se tutorerne trives og hygge sig sammen. Herudover har vi selvfølgelig lagt en del arbejde i at sammensætte et fedt program, der både lægger op til noget faglig introduktion samt en masse sociale indlæg. Det er hardcore at planlægge et program for knap 500 mennesker, der er enormt mange ting der skal gå op i en højere enhed. Men vi er efterhånden ved at være i mål og nu glæder jeg mig bare til at se vores hårde arbejde bære frugt i slutningen af august.

Louise: Qua vores egne erfaringer som tutorer, havde vi allerede gjort os nogle tanker om, hvordan vi ønskede en rusuge skulle se ud under vores indflydelse. Det har vi brugt rigtig meget tid og planlægning på at få til at gå op. Ikke alt man vil, er muligt, når man er 500 personer - men vi har gjort vores bedste. Derudover har vi lagt meget energi i at give et godt sammenhold i tutorgruppen, da vi tror på, at et sådant sammenhold smitter af på de nye studerende. Jeg tror på, at vi har skabt noget fedt - og jeg glæder mig til at se resultatet!

Hvad kan man forvente af studiestarten i år?

Ditte: Man kan helt sikkert forvente en festlig og lærerig uge, hvor man introduceres til både de faglige og de sociale aspekter af livet på universitetet. Vi har gjort vores bedste for at sammensætte et mangfoldigt program, hvor der er plads til alle og hvor der er noget for enhver smag.

Louise: En god blanding af faglige og sociale indslag. Vi har prøvet at skabe noget, som behager forskellige ønsker og behov, hvor man også kan få plads til at vælge fra og til. Vi har lyttet til tidligere erfaringer fra nye studerende, og taget ros og kritik til os. Det bliver sjovt, hårdt, spændende og festligt! Uanset om man kommer for at få et indblik i, hvordan det er at læse jura, eller for at feste og få nye venner, er jeg sikker på, at man får en god uge.