Studieliv

QA med tutorer fra AAU. Redigering: Nanna Bachmand Jensen

26. juli 2023

Mød dem, der står bag studiestart 2023 på AAU


Introugen for nye jurastuderende nærmer sig med hastige skridt, og bag denne uge ligger hvert år mange timers arbejde og forberedelse. Kaius har taget en snak med nogle af de jurastuderende, der står bag årets studiestart på Aalborg Universitet. 

Her møder du Mathilde og Christian, som begge starter på 9. semester efter sommerferien. Læs med når de fortæller om deres egen studiestart, gode råd, og ikke mindst hvad man skal glæde sig til som ny jurastuderende. 


Kan du fortælle om din egen studiestart? 

Christian: Jeg kom direkte fra gymnasiet - 18 år gammel. Når jeg tænker tilbage, har jeg vist været meget “knejtet” dengang jeg startede. Der gik noget tid, før det for alvor gik op for mig, at jeg nu gik på universitetet. På Aalborg Universitet strækker studiestarten sig over hele september måned. Der var bare fart på. Studiestarten var en kanonsjov overgang til det nye kapitel, og jeg havde nogle fremragende tutorer, der eksekverede et velplanlagt program.

Mathilde: Jeg havde en helt vildt god studiestart, som var fyldt med mange sjove aktiviteter. Jeg kommer ikke fra Aalborg, og flyttede derfor til en by, hvor mine bekendtskaber var få. Det betød meget, at studiestarten havde stort fokus på at ryste os sammen, da det var her jeg fandt venner på studiet. 


Christian Borg Nedergaard

  • 22 år gammel
  • starter på 3. semester af kandidaten efter sommerferien på AAU
  • Christian har været på udveksling i Italien sidste semester

Hvad er dit bedste minde?

Christian: Der er mange gode minder. Hvis jeg skal vælge ét bedste minde, så må det være studiestartsturen. Den står for mig som “kronen på værket”, og fordi den ligger sidst i perioden, kender man allerede hinanden godt.

Mathilde: Der er mange at vælge imellem, men det bedste minde er fra den første dag. Vi havde brugt hele dagen på rundvisninger, oplæg fra forskellige undervisere og studieforeninger samt navnelege. Da programmet på universitet officielt var færdigt, spurgte vores tutorer, om vi havde lyst til at drikke en øl nede i en park og bare lære hinanden at kende. Det var helt vildt hyggeligt bare at sidde og snakke med de andre og lære dem at kende i en setting, der var lidt mere rolig.

Mathilde Rønn Clausen

  • 24 år gammel
  • Starter 3. semester af kandidaten efter sommerferien på AAU
  • Det er faktisk fjerde gang, at Mathilde er tutor. Sejt ikke?

Hvad ville du ønske, du havde vidst, før du startede på jurastudiet?

Christian: Jeg synes det er svært at svare på, for egentlig er det jo meget “learning by doing” at starte på universitetet. Måske ville jeg gerne have vidst, at studiet grundlæggende er, hvad man selv gør det til. Man er selv herre over, hvor meget man er med socialt og fagligt.

Mathilde: Jeg ville ønske, at jeg havde vidst at studiet ikke er så sort og hvidt. Jeg havde en forestilling om, at det faglige ville optage al min tid og at det faglige aspekt ville fylde langt mere end det sociale. Jeg fandt dog hurtigt ud af, at man sagtens kan balancere det faglige og det sociale. Samtidig er jeg overbevist om, at man har brug for sine studiekammerater for at komme bedst igennem studiet, så man får nogle afbræk og har nogle at spare med.

Hvorfor ville du gerne have vidst det?

Christian: Det er vigtigt at være bekendt med, så man allerede fra start kan opsøge alle de muligheder, livet som studerende byder på. Studietiden er 1000 gange sjovere, hvis man engagerer sig i studieforeningen og studiemiljøet generelt.

Mathilde: Fordi det havde sparet en masse nervøsitet og tankemylder, specielt når man kommer til en by man ikke kender.

Hvad er dit bedste råd til en ny studerende?

Christian: Tag det roligt. Jeg betegner mig selv som ægte nordjyde, så det er lidt mit motto. Det værste man kan gøre, er at lade sig stresse af karakterræset og slå sig selv oven i hovedet med alt det, man måske ikke lever op til. Luk bøgerne engang imellem, brug tid på at knytte bånd, engager dig i studiemiljøet og prioriter også at have ting ved siden af studiet. Selvfølgelig er jura/erhvervsjura et krævende studie, så bøgerne skal læses, men jeg mener det er vigtigt med variation. Som studerende er der så meget, man kan lære, og det hele findes ikke i bøgerne.

Mathilde: Mit bedste råd til nye studerende vil være at huske, at alle er nye og nervøse, så man skal huske at hygge sig, for det er en fantastisk tid. Lær at prioritere din tid og fokuser på at lære dine medstuderende at kende, da dette kan styrke din faglighed.

Hvad skal man glæde sig til som ny studerende på dit fakultet?

Christian: Man skal glæde sig til studiemiljøet. Studieforeningen afholder bl.a. fester, foredrag og fredagscafe - alt sammen kanontiltag. Der er så mange arrangementer og muligheder for at være sammen udenfor forelæsningssalen. Hvis man er til fodbold, har vi også vores nye fodboldklub, FEJ Aalborg IF, hvor over 60 studerende allerede er medlem.

Mathilde: Man skal glæde sig til at lære en masse spændende jura, hvor der er rig mulighed for at fordybe sig fagligt. Derudover skal man glæde sig til at opleve livet som studerende, da det både kan være udfordrende, men også en helt vild fed tid – som man kun får én gang.

Hvorfor valgte du at blive tutor/koordinator?

Christian: I starten var det nok mest en undskyldning for at gå i byen og drikke øl med de nye studerende. Jeg havde selv en fantastisk studiestart, og det ville jeg gerne genopleve. I år er mit 4. år som tutor og min motivation har ændret sig en del siden første år. Jeg oplever, at mange af de studerende starter på studiet med en bekymring for ikke at kunne leve op til de krav, studiet stiller. Derfor ser jeg det som min fornemste opgave at mane til besindighed. Jeg synes, det er vigtigt at gøre op med den mistrivsel, nogle studerende oplever, når de bliver presset af forestillingen om en usund præstationskultur. Det driver mig meget i mit hverv som tutor. Kulturen på studiet skaber vi selv - jeg synes, vi skal skabe en, vi kan lide at være i.

Mathilde: Jeg valgte at blive tutor, fordi jeg selv havde en god studiestart, der hjalp mig på vej til at opbygge venskaber og give mig gode minder, og det vil jeg gerne være med til at give videre til andre. Derudover får man et helt fantastisk forhold til de andre tutorer, som man deler oplevelsen med.

Hvordan forbereder I jer?

Christian: Alle arbejder benhårdt for at lave den bedst mulige studiestart. Vi afholder kursusdage, hvor tutorerne bliver klædt på til opgaven, og benytter også disse dage til at skabe sammenhold i tutorteamet. Der går mange timers forberedelse i at gøre klar til september. Koordinatorteamet har planlagt arrangementer flere måneder i forvejen, så vi får det mest optimale program.

Mathilde: Vi har tre ”tutorprep” dage i august, som handler om at styrke sammenholdet i tutorteamet. Vi laver bl.a. teambuilding og snakker om, hvad vores forventninger er til studiestarten samt vores forventninger til vores medtutorer. Derudover planlægger vi en masse sjove aktiviteter for de nye studerende, som skal ryste dem sammen og give dem den bedst mulige start på universitetet.

Hvad kan man forvente af studiestarten i år?

Christian: De nye studerende kan have meget høje forventninger. Der kommer til at være fart på, og programmet i studiestarten er tæt. De nye studerende kommer lynhurtigt til at knytte bånd - både med hinanden og med deres velforberedte tutorer. De skal glæde sig. Det er en oplevelse for livet at starte på Aalborg Universitet.

Mathilde: Man kan forvente at møde op til første dag og møde en masse tutorer, der glæder sig til at tage imod de nye studerede. Der er planlagt mange sjove aktiviteter med fokus på både det faglige og det sociale.