Studieliv

QA med Nanna Birk Wagner. Redigering: Elisabeth Frimurer

27. august 2020

Mød en studerende med job: LEAPWORK


Mød Nanna Birk Wagner, der er Legal Advisor Assistant hos LEAPWORK (softwarevirksomhed) og netop har færdiggjort sin bachelor.


Nanna har studiejob hos LEAPWORK og arbejder omkring 15 timer om ugen. Læs hendes erfaringer og bliv inspireret.

Hvor mange timer arbejder du om ugen?

Jeg arbejder omkring 15 timer om ugen bortset fra i eksamensperioder, hvor jeg som regel tager helt fri.

 

Hvornår fik du dit studiejob?

Jeg fik mit studiejob i sommeren 2019. Indtil da arbejdede jeg i staben i DLA Piper, så mit nuværende job er mit første rigtige studierelevante arbejde.  

 

Hvordan fik du dit studiejob? 

Jeg blev spurgt af en bekendt i LEAPWORK, om jeg kendte nogle dygtige jurister til en fuldtidsstilling. Det gjorde jeg ikke, men til gengæld vovede jeg pelsen og indskød, at jeg i øvrigt selv var klar på nye udfordringer og godt kunne tænke mig et studierelevant job. Dén var de med på, og jeg startede ugen efter.  

Hvorfor valgte du at søge netop dét job? 

Jeg så en mulighed, som jeg tænkte, ikke sådan lige ville være rundt om hjørnet igen, og derfor tog jeg en chance, som heldigvis gav pote. Jeg har altid tænkt, at jeg gerne ville noget andet end den klassiske advokatkontorvej. Derudover synes jeg, det lød spændende at komme ind i en relativ nystartet virksomhed, hvor min mulighed for at påtage mig en bredere vifte af opgaver ville være større. 

Hvad består dine daglige arbejdsopgaver af? 

Jeg er den eneste med juridisk baggrund i en virksomhed med 35+ ansatte i Danmark. Derfor spænder mine opgaver enormt vidt. Én af mine hovedopgaver er at gennemgå kontrakter fra sælgerne, hvor kunderne kan have rettelser til vores Terms & Conditions eller helt vil bruge deres egne. Her går min opgave ud  at gennemskue, hvor der kan være juridiske problemstillinger, vi skal være opmærksomme på, og om vi fra et juridisk synspunkt er villige til at tage risikoen ved at gå med til ændringerne. Derudover har jeg en del opgaver for HR i form af ansættelseskontrakter og undersøgelsesopgaver, hvor jeg skal kunne forklare mine kolleger, hvad gældende ret er indenfor et område.

 

Hvor involveret er du som studerende i forskellige sager/opgaver, der ellers er på kontoret? 

Fordi vi er en ung virksomhed, er mit job generelt meget ”hands-on”, og jeg påtager mig ofte arbejdsopgaver af mindre juridisk karakter. Det er noget af det, jeg synes, er fedt ved mit job. Jeg får lov at prøve en masse forskellige ting af rundt omkring i virksomheden – både i Sales, Finance og People (HR), som giver mig en god mulighed for at overveje, i hvilken retning jeg godt kunne tænke mig at gå som færdiguddannet jurist.  

Hvad har været den fedeste opgave på jobbet?

Jeg synes, diversiteten af mit arbejde er det fedeste ved mit job, og derfor er det svært at vælge én specifik arbejdsopgave ud. Jeg synes, det er fedt, når jeg får opgaver, hvor jeg selv skal sidde og nørkle med et finde en løsning til en problemstilling. Det er nok også i de situationer, hvor jeg bruger min juridiske uddannelse mest.

Hvordan strukturerer du din tid mellem arbejde og studie?

Jeg har på den hårde måde lært, at det er smartest at være ærlig over for sig selv ift., hvor mange opgaver man kan tage på sig med studie og arbejde. Det kan godt være, at nogle af ens venner sagtens kan håndtere at arbejde 20 timer i en eksamensperiode – men det kan jeg bare ikke. Når man først har erkendt, hvor ens grænser går, er det også meget nemmere at kommunikere dem til sin arbejdsgiver. Min erfaring er, at ens arbejdsgiver vil én det bedste, og derfor er ærlighed omkring, hvor presset man til tider kan være som jurastuderende virkelig noget, man kommer langt med.  

Hænger det sammen med også at kunne have et liv ved siden af?  

Jeg har altid været meget bevist om, at jura ikke er hele mit liv, og det er vigtigt for mig at kunne prioritere venner, kæreste, familie og træning. Man skal huske på, at de ting giver én overskud, og som gør, at man kan udføre sit job og sit studie bedre – og måske endda mere effektivt. Så hvis man husker at mærke efter og være ærlig for sig selv om sine begrænsninger, kan et krævende studiejob sideløbende med jurastudiet sagtens hænge fint sammen med også at have et liv ved siden af.  

Hvilke fag fra studiet kan du bruge i dit arbejde og hvordan? 

Jeg synes mest, jeg bruger min generelle viden og tankegang, jeg har fået på jurastudiet. Hvis jeg havde taget ansættelsesret, havde jeg nok brugt det en del i mit arbejde i HR. Når jeg sidder med en kontrakt, har obligationsret, tingsret og kontraktsret nok givet mig en underliggende viden, men hovedsageligt trækker jeg på de generelle principper, man lærer på jurastudiet. Herunder god gammeldags sund fornuft, blandet med en forståelse for at gennemskue og identificere juridiske problemstillinger, som man jo øver sig på i de fleste juridiske fag. 

Har du nogle gode råd til studerende, der skal til at søge studiejob?

Vær ikke bange for at række ud til folk i din omgangskreds, hvis du spotter en jobmulighed. Flere end man tror, finder deres job igennem netværk, og det giver ofte bonuspoint, hvis man tør at stikke næsen lidt frem. Derudover så prøv at se lidt ud over advokatkontorerne: Vi bliver meget skolet til, at det er her, man skal søge hen, hvis man har høje karrieremæssige aspirationer, men jeg tror, du vil blive overrasket over, hvor mange muligheder der er, hvis man lægger dén overbevisning lidt på hylden.