Perspektiv

Tekst: Viktoria Egebak Winge. Foto: Shutterstock

07. juli 2021

Krav om at tagge andre i SoMe-konkurrencer er ulovligt


Når virksomheder afholder en konkurrence på Facebook, Instagram eller andre sociale medier må de ikke kræve, at deltagerne skal tagge deres venner. Det strider nemlig imod spamforbuddet i markedsføringsloven.


Denne artikel blev bragt på K-NEWS d. 18. juni 2021.

Et spaophold med én du holder af, en designerlampe til stuen eller måske et kilo bland-selv slik.

Der er massere konkurrencer på sociale medier. Og det er nemt at deltage. Ofte skal du nemlig blot ”tagge” en eller flere venner i kommentarsporet.

Men det er ulovligt. Det er netop slået fast af Forbrugerombudsmanden, at det ikke må være en betingelse for at deltage i konkurrencer, at deltagerne tagger andre.

Det skyldes, at den taggede person vil modtage en notifikation uden at have givet samtykke til det. Det strider mod markedsføringslovens § 10, stk. 1.

Manglende samtykke

"Virksomheder må heller ikke få andre til det på virksomhedens vegne. At de sociale medier giver nem adgang til det, gør det ikke lovligt for virksomhederne"

Sådan skriver Forbrugerombudsmanden i en pressemeddelelse.

Forbrugerombudsmanden har politianmeldt Café Venedig ApS i Vejle for opslag som for eksempel:

”(…) for at deltage skal du:
Like opslaget
Tagge hvem du vil dele præmien med
Like vores Facebookside
Følg vores Instagram …”

Opslaget af Café Vendig ApS ligner mange andre konkurrencer og giveaways på sociale medier.

Forbrugerombudsmanden oplyser i pressemeddelsen, at de tidligere har orienteret Café Venedig ApS om, at markedsføringslovens forbud mod spam også gælder for virksomhedens konkurrencer på sociale medier. Men virksomheden har fortsat afholdt nye konkurrencer i strid med spamforbuddet.

Faktisk har caféen i Vejle afholdt i alt 12 konkurrencer på Facebook, hvor der bliver stillet de velkendte krav om tags for at deltage. Nu har Forbrugerombudsmanden nu politianmeldt caféen.

Forbrugerombudsmand, Christina Toftegaard Nielsen, udtaler i pressemeddelelsen:

”Ifølge markedsføringsloven har enhver ret til selv at bestemme, hvem de vil modtage reklame fra, og derfor må en virksomhed ikke sende fx notifikationer på sociale medier uden først at indhente modtagerens samtykke til det. Virksomheder må heller ikke få andre til det på virksomhedens vegne. At de sociale medier giver nem adgang til det, gør det ikke lovligt for virksomhederne”.