Kundeservice og teknisk support sidder klar til at besvare din henvendelse på e-mail eller telefon alle hverdage fra kl. 8.30 – 16.30.
Telefon: 33 74 07 00
kundeservice@karnovgroup.com
Sankt Petri Passage 5
1165 København K
CVR-nummer: 10 36 19 90
Studieliv
“Nu er I vist helt ude på englenes vinger” – sætningen vækker nok genklang hos flere jurastuderende på Aarhus Universitet - især hos dem, der har fulgt undervisningen hos professor Michael Hansen Jensen, for hvem sætningen er en del af fast repertoire. One-lineren betyder, at den igangværende diskussion er rent hypotetisk - ja ligefrem langt ude.
Søren Verdoner er 24 år og læser jura på kandidaten på Aarhus Universitet, hvor han også underviser i Stats- og Strafferet. I bloggen på "På englenes vinger" udforsker han skæve og anderledes juridiske problemstillinger fra den studerendes perspektiv.
Hvad sker der egentlig hvis Dronning Margrethe myrder nogen? Hvad nu hvis Grundloven var i direkte modstrid med Lissabon-traktaten? Kan regeringen lukke domstolene? Kan frihedsrettighederne sættes ud af kraft i en nødretssituation?
Alle disse hypotetiske spørgsmål og mange flere er flittigt blevet endevendt i statsretsundervisningen til alle tider, både mellem studerende på 1. semester, mellem trættekære studerende og deres instruktører, og i allerhøjeste grad også internt mellem instruktørerne.
Lige meget hvor disse let ophidsede, rødkindede diskussioner om helt usandsynlige scenarier foregår, så ender de ofte med, at de diskussionslystne efter et stykke tid, vender mod professoren med spørgelystne ansigter, for hvad ville der egentlig ske i en sådan situation?
Og her kommer det indledende citat ind i billedet. Afvæbnende og smilende knuser professor Michael Hansen Jensen igen og igen håbet om en klar statsretsløsning; ”nu er i vist helt ude på englenes vinger”, lyder det, underforstået at den slags situationer måske ikke er umulige, men at svaret nærmere må findes i praktiske afvejninger når situationen opstår, fremfor i hypotesernes tåge.
Alligevel er der noget sært tiltrækkende ved at beskæftige sig med den 'what-if'-scenarier. Undergangsserien 'The Rain' ligger konsekvent øverst på Netflix' top-10 over mest sete serier i Danmark. Zombiefilm er sikre biografhit og post-apokalyptiske digte, bøger og podcasts dominerer igen-og-igen hitlisterne. Vores hjerner drages ubønhørligt i mod det overdrevne, det vilde, undtagelsestilstanden, og derfor dukker dilemmaerne fra englenes vinger også op år efter år i statsretsundervisningen, såvel som i andre fag spredt udover det juridiske studium.
Vi vil ud på englenes vinger. Vi vil stille os selv spørgsmålet: "Hvad nu hvis…?". Det er netop dét, denne blog tør gøre.
Det er ikke tanken, at bloggen skal fyldes op af tunge akademiske artikler. Istedet skal den give en almindelig kandidatstuderendes blik på de lidt skævere problemstillinger, man møder igennem studiet og i medierne. Bloggen er altså hverken skrevet af en professor eller forsker.
I hvert indlæg vil jeg forsøge at besvare et spørgsmål fra englenes vinger, så godt jeg nu kan - og med kyndige og relevante inputs fra professorer og andre juridiske engle, der faktisk er eksperter.
Det faldt mange for brystet, da 15.000 københavnere midt i en global coronapandemi i juni 2020 valgte at gå på gaden til en Black Lives Matter-demonstration. På Facebook kunne man læse tusinder af vrede og forundrede kommentarer – hvad blev der egentlig af det forsamlingsforbud? Kommentarfelterne flød over med forargelse: Hvorfor må 15.000 Black Lives Matter-demonstranter forsamles, når jeg ikke må mødes til grillfest i Kongens Have med min gamle gymnasieårgang?
Før COVID-19 gjorde sit indtog i Danmark i marts 2020, havde det været nærmest en umulighed at forestille sig, at retten til at demonstrere – selve forsamlingsfriheden – ville kunne sættes til diskussion i et demokratisk samfund som det danske. Men corona-pandemien har aktualiseret spørgsmål om frihedsrettighedernes grænser på måder, der for blot et år siden havde virket utænkelige.
Lige der til Black Lives Matter-demonstrationen den 7. juni 2020 i København blev forsamlingsfrihedens grænser mere aktuelle, end de havde været siden Danmark var besat af tyskerne under 2. verdenskrig.
Men hvordan kan det egentlig være, at demonstrationen kunne gennemføres på trods af et samtidigt gældende forbud imod forsamlinger på mere end 50 personer? Kunne politiet have grebet ind og stoppet demonstrationen? Kunne Folketinget ved lov have forbudt gennemførslen af demonstrationer som den i København? Tanken om et egentlig forbud imod forsamlinger - og herunder politiske demonstrationer, virker måske som et spørgsmål på englenes vinger – og dog? Hvad hvis COVID-19-virussen havde været lidt mere i omløb i juni 2020 - hvad hvis den havde været lidt mere dødelig? Hvad nu hvis?
Lad os prøve at tage juraen skridt for skridt helt fra begyndelsen. Den lovgivende magt ligger hos kongen og folketinget i forening; sådan lyder det i Grundlovens §3, der konstituerer statsmagten i Danmark. I statsretten siger man, at Folketinget er omnipotent: Det vil sige almægtigt.
Hermed forstås, at Folketinget kan vedtage en hvilken som helst lov på et hvilket som helst område: Ja det eneste, der sætter grænser for Folketingets ret til at lovgive, er Grundloven. Der er to, måske tre, forskellige måder Grundloven begrænser Folketingets kompetence på. Det kan være at Folketingets almægtighed, der begrænses af et andet statsorgans kompetence (typisk domstolenes). Det kan også være, at Folketingets kompetence begrænses af en materiel begrænsning indskrevet i Grundloven, som for eksempel de politiske frihedsrettigheder (og det er denne type begrænsning, der er relevant i spørgsmålet om, hvorvidt Folketinget kan forbyde demonstrationer), og endelig kan man måske rent hypotetisk forestille sig, at Folketingets almægtighed begrænses af uskrevne grundsætninger på grundlovsniveau. Men det er omstridt.
Folketinget kan altså ikke vedtage en lov, der er i strid med de politiske frihedsrettigheder, som de er indskrevet i Grundloven, og derfor kan folketinget ikke vedtage love i strid med Grundlovens §79, der sikrer forsamlingsfrihed i Danmark.
Af paragraf 79 fremgår det, at ”borgerne har ret til uden forudgående tilladelse at forsamle sig ubevæbnede.” Der er altså sikret borgerne en materiel ret til at forsamle sig, men hermed forstås ikke nødvendigvis en ubegrænset ret til at mødes: Forsamlinger i Grundlovens forstand er i teorien definerede som et sted, hvor borgerne kommer med en ”meningstilkendegivelse”. Borgernes ret til at forsamle sig for at komme med meningstilkendegivelser, altså for at demonstrere eller give deres politiske holdning til kende, er således beskyttet af grundlovgiver, og den kan derfor ikke umiddelbart begrænses af Folketinget.
En lignende beskyttelse findes i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 11. Selv om konventionen ikke formelt begrænser folketingets kompetence, er det nærmest umuligt i praksis at forestille sig, at Folketinget skulle vedtage en lov i direkte modstrid hermed.
Nu bevæger vi os fra den teoretiske jura til, hvad der faktisk skete i marts 2020. Lovgiver var selvfølgelig dybt opmærksom på Grundloven, da man i marts 2020 gav Sundhedsminister Magnus Heunicke bemyndigelse til at forbyde ”afholdelse af og deltagelse i større forsamlinger, arrangementer, begivenheder mv. ” og senere bemyndigelse til simpelthen at udstede forbud mod, ”at flere personer befinder sig på samme sted” jf. epidemilovens §6.
Den hjemmel udnyttede Magnus Heunicke til at udstede et forbud mod forsamlinger på mere end ti mennesker. For ikke at komme i strid med Grundloven blev det dog indskrevet i de specielle bemærkninger til loven (der altså gav Magnus Heunicke bemyndigelsen til at udstede forsamlingsforbuddet), at man forudsatte, at regler, der udstedtes i kraft heraf, var i overensstemmelse med Grundloven. Det blev derfor gjort klart at forsamlingsforbuddet ikke kunne bruges til at gribe ind over for forsamlinger, der kom med såkaldte ”meningstilkendegivelser” – altså de forsamlinger, der er beskyttet af forsamlingsfriheden i Grundlovens §79.
Alt det her er der sådan set ikke noget mærkeligt i. Forsamlingsfriheden er en afgørende frihedsrettighed: Ja i Rockerlovssagen fra 1999 (U.1999.1798 H) kalder Højesteret ligefrem forsamlingsfriheden for ”en nødvendig og selvfølgelig forudsætning for et demokrati”. Det er altså klart, at i den afvejning, der blev foretaget i marts 2020 mellem det sundhedsmæssige hensyn at få inddæmmet smitten med COVID-19 på den ene side og retten til at forsamle sig i politisk øjemed på den anden side, ja der vandt Grundlovens forsamlingsfrihed. Med ovenstående logik for øje ville det faktisk slet ikke være inden for folketingets kompetence at udstede et forbud mod meningstilkendegivende forsamlinger. Demonstranterne i København 7. juni kunne altså trygt demonstrere videre, beskyttet af forsamlingsfrihedens vægtige kraft.
Eller...? Hvad nu hvis pandemien havde haft en langt højere dødelighedsprocent? Hvad nu hvis den havde været helt ude af kontrol med smitte frit i samfundet den 7. juni? Ville den grundlovsfæstede forsamlingsfrihed så også trumfe de vægtige sundhedsmæssige hensyn?
Nu bevæger vi os ud på englenes vinger. Ud i hypotesernes tåge. Lad os prøve at arbejde med to forskellige scenarier:
Vi forestiller os her en situation, hvor en større demonstration opløses af politiet som følge af risikoen for virussmitte deltagerne imellem. Måske en situation hvor virussen er farligere end COVID-19 eller en situation, hvor politiet har konkret viden om, at der blandt deltagerne i demonstration befinder sig COVID-19-smittede.
Vi ved fra ordlyden af Grundlovens §79, at politiet har ret til at overvære forsamlinger under åben himmel, men også at konkrete forsamlinger kan opløses, ”når der af dem kan befrygtes fare for den offentlige fred”. Professor Jørgen Albæk Jensen skriver i Dansk Statsret, at ”begrebet den offentlige fred indebærer, at den trussel, der gør et forbud aktuelt, skal rette sig mod mere grundlæggende almene interesser”. En sådan interesse kunne man nemt forestille sig kunne omfatte den almene interesse at undgå smittespredning af en dødelig virus. Men hvor meget skal der til, før politiet kan gribe ind? Er det nok, at de har kendskab til enkelte smittede i forsamlingen? – og ville politiet kunne gribe ind overfor en demonstration, hvor COVID-19 var i omløb, eller kræves der en endnu grummere virus?
Jeg ringer til professor Jørgen Albæk, der er ekspert i forsamlingsfriheden for at få svar. Han fortæller mig, at begrebet offentlig fred, selvom det oprindeligt var tiltænkt demonstrationer med uromagere, godt kan udstrækkes til at gælde sundhedsmæssige hensyn. Det vil altså være muligt for politiet at opløse en demonstration ud fra sundhedsmæssige hensyn. Han fortæller mig dog også, at det kræver, at et sådant indgreb er proportionelt, idet politiet samtidig har en pligt til at beskytte forsamlingsfriheden. Det vil sige, at hvis man kunne afværge den sundhedsmæssige risiko ved at fjerne enkeltindivider fremfor at opløse hele demonstrationen, ville politiet være forpligtet til at gøre det først.
Jeg spørger ham, om politiet med den offentlige fred i baghånden ville have kunnet opløse den Black Lives Matter-demonstration, der var i juni i København, hvor det efterfølgende viste sig, at der havde været COVID-19-smittede deltagere. Her tøver han lidt og fortæller, at politiet, hvis de skal opløse en demonstration, må have konkrete holdepunkter, for at der en sundhedsmæssig risiko. Det er altså ikke nok, at politiet frygter, at der er COVID-19-smittede blandt demonstranter. Der skal mere til en konkret viden om smitte, der ikke kan afværges ved et mindre indgribende indgreb, fx at fjerne enkeltindivider.
Nu er vi ude at diskutere en reel nødsituation: En situation, hvor der ikke er tale om, at politiet med hjemmel i Grundloven opløser en konkret demonstration. Nej, i dette scenarie forudsættes, at Folketinget i direkte modstrid med Grundlovens §79 de facto ønsker at afskaffe forsamlingsfriheden for at beskytte borgerne mod fx en pandemi.
Intuitivt tænker man, at det kan de da ikke: Folketingets omnipotens var jo netop begrænset af grundlovens frihedsrettigheder. Alligevel er det faktisk antaget i teorien, at der eksisterer noget sådant som en nødretsgrundsætning i statsretten. Statsretten accepterer altså i hvert fald i teorien en situation, hvor Folketinget helt eller delvist sætter en grundlovssikret rettighed ud af kraft for at beskytte et endnu større gode, fx selve statens overlevelse eller store mængder af menneskeliv.
Det er altså ikke umuligt at forestille sig en situation, hvor Folketinget forbyder alle forsamlinger, uden at forbuddet vil blive omstødt af domstolene. Men der skal for at sige det på nudansk fucking meget til, for at det kan ske. Så meget at det ikke er sket i nyere tid – og med sikkerhed ikke siden 2. verdenskrig. Men hvad nu hvis vi bliver ramt af en dødeligere pandemi. Ville man så ikke være tvunget til at forbyde også politiske demonstrationer? Måske...
Der er i hvert fald i teorien åbnet op for, at noget sådan kan være statsretligt muligt, men det vil kræve en streng proportionalitetsafvejning, hvor det nødretlige indgreb holdes op imod en så grundlæggende værdi som forsamlingsfriheden i det demokratiske samfund.
Hvor meget skal der til, før hensynet til at bekæmpe en pandemi trumfer de mest grundlæggende frihedsrettigheder, det er et spørgsmål fra englenes vinger, og måske gør vi bedst i at håbe på, at det bliver derude, og at vi aldrig lærer svaret på det spørgsmål at kende…