Vi har bevæget os væk fra principper om øje for øje og tand for tand, men følger man lidt med i medierne, og ser man på de stramninger, der er kommet de seneste år på området for strafniveauer – ja så tyder mest af alt på, at vi som samfund ud fra retsfølelsen og tanker om fortjeneste via straf ønsker at slå hårdt ned på kriminelle, og fokus på hvordan vi undgår, at den kriminelle igen går ud og begår en lovovertrædelse – ja det kommer i anden række. Men stemmer vores retsfølelse overhovedet overens med virkeligheden? Mange af os tror, at vi i konkrete sager ville straffe langt hårdere end domstolene gør det, men ville vi egentlig det, når vi bliver præsenteret for et konkret sagsfaktum, og får lov til at komme med et bud på en passende straf? Vi snakker ikke om COVID-19, men om straffeteori og filosofi - og tankerne fra netop disse felter, er ganske aktuelle set i lyset af hvordan embedsværket pt. vil slå hårdt ned på coronarelateret kriminalitet.
