Studieliv

QA med Charlotte Degnbol Wenzelsen

28. april 2021

Mød en studerende med job: Kirk Larsen & Ascanius


Mød Charlotte Degnbol Wenzelsen, der er stud.jur. hos Kirk Larsen & Ascanius, mens hun går på ottende semester.


Mød Charlotte Degnbol Wenzelsen, der er stud.jur. hos Kirk Larsen & Ascanius.

Hvor mange timer arbejder du om ugen?

Jeg arbejder typisk 8-18 timer om ugen fordelt på 1-2 arbejdsdage. Arbejdsdagene planlægges løbende, og afhænger af, hvor meget undervisning jeg har, ligesom der er mulighed for at arbejde mindre eller helt at holde fri i eksamensperioder.

 

Hvornår fik du dit studiejob?

Jeg fik mit studiejob ved Kirk Larsen & Ascanius i slutningen af mit tredje semester og startede efter eksamenerne i januar 2019.

Hvordan fik du dit studiejob?

Jeg havde deltaget i et 2-dages arrangement, som Kirk Larsen & Ascanius afholdt for jurastuderende. Her fik jeg, sammen med andre studerende, mulighed for blandt andet at løse juridiske opgaver og deltage i processpil. Herefter blev jeg tilbudt jobbet som stud.jur.

Hvorfor valgte du at søge netop dét job? 

Jeg havde, da jeg gik i gymnasiet, været til et aftenarrangement hos Kirk Larsen & Ascanius. Her fortalte advokater, fuldmægtige og studerende om deres hverdag, og der var mulighed for at stille dem spørgsmål. Siden arrangementet – som faktisk også var det, der gjorde mig sikker på, at jeg skulle læse jura – har Kirk Larsen & Ascanius været en del af mine tanker omkring job. Da jeg så fik muligheden for at deltage i 2-dages-arrangementet, var jeg ikke i tvivl om, at det var noget, jeg rigtig gerne ville.

Hvad består dine daglige arbejdsopgaver af? 

Hos Kirk Larsen & Ascanius er studerende tilknyttet en fast afdeling. Arbejdsopgaverne varierer fra afdeling til afdeling og efter, hvor langt man er på studiet. Mine arbejdsopgaver har derfor også ændret sig i løbet af årene, hvor jeg har været tilknyttet forskellige afdelinger, men også i takt med at jeg gradvist har fået mere ansvar og arbejder med en stigende grad af selvstændighed.


Jeg har siden årsskiftet været tilknyttet afdelingen for selskabsret. Her er mine typiske opgaver udarbejdelse af udkast til diverse juridiske dokumenter som eksempelvis ejeraftaler, testamenter og processkrifter, informationssøgning samt udarbejdelse af artikler og nyhedsbreve.

 

Hvor involveret er du som studerende i forskellige sager/opgaver, der ellers er på kontoret? 

Som studerende hos Kirk Larsen & Ascanius er der rig mulighed for selv at gå ud og søge opgaver inden for sine interesseområder. Jeg har eksempelvis særlig interesse i generationsskifter, hvilket jeg har gjort relevante jurister opmærksom på. Dette har medført, at jeg bliver inddraget i sager om generationsskifter - og derfor har god mulighed for at tilegne mig mere og mere viden om området.


Typisk er man som studerende med fra start til slut i de sager, man arbejder med. Nogle sager arbejder jeg med næsten hver uge, mens der i andre sager kan gå et par uger mellem, at der er relevante opgaver for mig. Når først man er blevet inddraget i en sag, er juristerne rigtig gode til at inddrage en senere i processen også.

Hvad har været den fedeste opgave på jobbet?

Fra jeg startede i selskabsafdelingen, er jeg blevet inddraget i processen med at starte et nyt forretningsområde op. I swn forbindelse har jeg haft mange forskellige opgaver, og det har bland andet været utroligt spændende og lærerigt at få et indblik i de kommercielle overvejelser, der er blevet gjort i forbindelse med opstart af et nyt forretningsområde. Fordi jeg har været med gennem flere måneder, har der løbende været opgaver jeg har løst og møder, jeg har deltaget i. Efter forretningsområdet er startet op, vil jeg også blive inddraget i sagerne, der kommer. Det er virkelig fedt at få lov til at være med helt fra opstarten af et område og også at kunne arbejde med det, når det er opstartet.

Hvordan strukturerer du din tid mellem arbejde og studie/ Hænger det sammen med også at kunne have et liv ved siden af?

Jeg har mulighed for at planlægge mine arbejdsdage, således de ikke overlapper med undervisningen. På den måde sørger jeg for at afsætte præcis den tid, jeg har brug for til studiet. Derfor syntes jeg helt klart, at det er muligt at finde tid til livet ved siden studiet og arbejde. I perioder kan det selvfølgelig ske, at der er mere travlt på arbejde eller med studiet, og der derfor ikke er lige så meget tid til venner, familie, frivilligt arbejde og fritidsaktiviteter. Heldigvis er der et godt socialt sammenhold på kontoret, så selv i perioder, hvor jeg ikke ser mange udover de personer jeg studerer og arbejder med, føler jeg ikke, at jeg mangler det sociale aspekt af livet.

Hvilke fag fra studiet kan du bruge i dit arbejde og hvordan? 

Idet jeg sidder i afdelingen for selskabsret, har faget selskabsret helt naturligt været gavnligt i mit arbejde. Derudover bruger jeg min viden fra formueretten i større eller mindre omfang i næsten alt, jeg arbejder med. I forbindelse med generationsskifter er arveretten også relevant, da der ofte skal oprettes testamenter.

Derudover bruger jeg den juriske metode, der sætter mig i stand til at forstå og sætte mig ind i nye retsområder. Som studerende kan man få opgaver fra mange forskellige i afdelingen, som sidder med mange forskellige opgaver. Får jeg en opgave, der vedrører eksempelvis udbudsret, er det rigtig vigtigt, at jeg har styr på den juridiske metode, fordi det giver mig gode forudsætninger for at løse opgaven - til trods for, at jeg ikke har modtaget undervisning i udbudsret på studiet.

Helt generelt er det desuden utroligt givende at få lov til at bruge fag fra studiet i praksis. Det giver, for mig, en dybere forståelse af retsområder, samtidig med at jeg lærer, hvordan forskellige retsområder spiller sammen i praksis.

Har du nogle gode råd til studerende, der skal til at søge studiejob?

Mit bedste råd til studerende, der skal søge studiejob, er at bruge deres netværk. Hvis én af dine studiekammerater allerede har et studiejob, kan det være en god ide at spørge ind til deres oplevelser og erfaringer. På den måde får du et indblik i hverdagen på et givent kontor, og du kan måske få et par gode råd om, hvad studiekammeraten gjorde, da vedkommende skulle søge job. En anden god måde at få et indtryk af kontorerne på er at deltage i talentnetværk. På den måde kan du også give kontorerne et indtryk af dig.


Jeg har selv været rigtig glad for, at jeg ved Kirk Larsen & Ascanius har fået mulighed for at være tilknyttet flere forskellige afdelinger. Jeg vil derfor også anbefale, at man i løbet af sin studietid, såfremt det er muligt, arbejder med forskellige retsområder for at få et indtryk af, hvilke muligheder der er, og hvor stor forskel der ofte er på arbejdsgangene i forskellige afdelinger.