Studieliv

Blog: På Englenes Vinger. Tekst og fotos af Søren Verdoner. Redigering: Elisabeth Frimurer

19. maj 2021

En saga om mink II


Der bliver uundgåeligt lidt "Mens vi venter på Godot" over det her andet indlæg i en saga om mink. Granskningskommissionen er i fuld gang med sit undersøgende arbejde, og inden alt for længe får vi forhåbentlig svar på nogle af de mange komplekse og uudforskede hårknuder, der stadig præger enhver debat om mink-sagen.


Søren Verdoner er 24 år og læser jura på kandidaten på Aarhus Universitet, hvor han også underviser i stats- og strafferet. I bloggen "På Englenes Vinger" udforsker han skæve og anderledes juridiske problemstillinger fra den studerendes perspektiv. 

Vi ved simpelthen ikke, hvad, hvem vidste hvornår, og så længe vi ikke ved det, er det ret svært at sige noget virkelig begavet om forløbet, og især om et eventuelt senere retligt ansvar for enten tidligere fødevareminister Mogens Jensen, og/eller statsminister Mette Frederiksen.

Jeg er nu ikke den eneste, der er utålmodig efter at se Granskningskommissionens rapport, således meldte Venstres Karsten Lauritzen i går ud, at Venstre agter at stemme for et borgerforslag om at rejse en rigsretssag imod statsminister Mette Frederiksen uden at afvente Granskningskommissionens rapport. På trods af at borgerforslaget, der altså i Folketinget er blevet rejst som et beslutningsforslag, ikke er juridisk bindende. Det betyder at hvis et flertal i Folketinget skulle stemme for det borgerforslag, hvilket et flertal har meddelt at de ikke vil gøre, ja så betyder det ikke i sig selv at Mette Frederiksen så faktisk kommer for en rigsret. Det er alene en slags hensigtserklæring, en opfordring til regeringen om at stille et reelt forslag om at nedsætte en rigsret for Mette Frederiksen. Karsten Lauritzen og Venstre stemmer altså for borgerforslaget, selvom de ikke regner med at det faktisk vil føre til en rigsret, men tilsyneladende mere som en slags symbolsk gestus.

Ovenikøbet plejede der faktisk at være en større debat i juridisk litteratur, altså i den statsretlige del af den, om hvorvidt beslutningsforslag vedtaget i Folketinget var bindende for regeringen eller ej. Det har vi nu altid vidst i Aarhus, at de ikke er. Det følger af den grundlæggende kompetencefordeling i Grundloven, at regeringen selv kan bestemme om den vil stille et bestemt forslag eller ej – ja regeringens egne ubundne ret til at stille de forslag den vil, er faktisk et såkaldt regeringsprærogativ, der kan findes i Grundlovens §21. Henrik Zahle der var professor på Københavns Universitet, dristede sig nu til at mene noget andet. Han argumenterede i sin statsrets-trilogi for at det parlamentariske princip, altså det princip hvorefter en regering ikke kan sidde hvis den har et flertal i Folketinget imod sig, medfører at Folketinget har en fremskudt rolle i statsstyret, og hokus-pokus så var regeringen bundet af folketingsbeslutninger.

Så hvis nogen københavnske jurister der læser med tænker, at de da ikke lige kan kende Karsten Lauritzens argumentation. Ja, så skyldes det nok, at han, sandsynligvis ubevidst, har tilsluttet sig den såkaldte Aarhus-skole på det punkt, han er da også født i Løgstør og valgt i Hjørring, så det jyske falder ham sikkert ganske naturligt.

Under alle omstændigheder konkluderede vi her på bloggen sidste gang, at beslutningen om aflivning af alle mink var en beslutning, måske ikke en forvaltningsafgørelse i formel forstand, men i hvert fald heller ikke en ren henstilling, som ministerierne ellers lidt halvhjertet har forsøgt at argumentere for. Det store på-den-konklusion-følgende spørgsmål, bliver om der så var hjemmel til beslutningen. Det fik vi også bekræftet af professor på Syddansk Universitet Frederik Waage, der i speed-snakker-tempo fik forklaret, at det helt afgørende spørgsmål i sagen, er hjemmelspørgsmålet.

Og var der så hjemmel?

Bum bum bum… Først og fremmest skal vi måske lige redegøre for, hvad der egentlig er op og ned med alt det der hjemmel. Når regeringen, det vil sige den udøvende magt, får lyst til at foretage et indgreb over for borgerne, så kan den ikke bare gøre det. Den skal finde sin kompetence til at gøre indgreb i borgeres retsforhold et eller andet sted. Det sted er næsten altid i lovgivningen, men det kan også være i Grundloven, eller principielt lidt mere dunkle steder som fx i sædvaner.

Basically, skal der altså stå et sted i lovgivningen at regeringen må gøre noget, før den må gøre det. En anden hovedregel man kan smide oveni er, at jo mere indgribende et indgreb er i borgernes retsforhold, jo klarere skal hjemmelen være. Det vil også sige, at hvis man vil aflive alle Danmarks mink, og lægger mink-erhvervet i dvale, ja så er det et rimeligt markant indgreb i for eksempel erhvervsfriheden, og derfor skal det fremgå rimelig klart af den lovgivning man påberåber sig som hjemmel, at den giver beføjelse til det.

Og hvad er det så for en hjemmel, man påberåber sig? Det er §30 i lov om hold af dyr (der i mellemtiden har skiftet navn og nu hedder dyreholdsloven – sådan har selv lovgivningen af og til brug for rebranding, når den har været involveret i uheldige skandaler) I §30, stk. 1 kan man læse at: ”Ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling kan for at udrydde, hindre, begrænse eller imødegå risiko for udbredelse af zoonotiske smitstoffer og af de sygdomme, der er anført i de i § 25 nævnte lister 3 og 4, fastsætte regler om og meddele påbud om gennemførelse af særlige foranstaltninger” og i §30,stk,2, litra h, kan man så endvidere læse at en af de foranstaltninger kan være ”aflivning af dyr, herunder i et område omkring et udbrudssted , eller slagtning på særlige vilkår”.

Og den sætning man virkelig skal bide mærke i som læser findes lige der, ”i et område omkring et udbrudssted” …. Det vil sige, at der ikke er tvivl om at der utvivlsomt var fin hjemmel til at aflive mink, på minkfarme hvor der rent faktisk var ny coronavirus i udbrud. Fødevarestyrelsen havde så oveni tolket hjemmelen sådan at minkfarme, der lå inden for 7,8 km af en minkfarm med et udbrud af ny coronavirus, også kunne få udstedt påbud om aflivning af deres mink.

Derimod mente Fødevarestyrelsen ikke, at der var hjemmel i lovgivningen til at aflive mink på minkfarme der befandt sig længere væk fra en smittet besætning. Senere affødte det dog en større juridisk debat, nogle juridiske eksperter anlagde den fortolkning af bestemmelsen, at et område omkring et udbrudssted ikke behøvede at være så snævert anlagt, men i princippet kunne være fx hele Danmark. Med den fortolkning har regeringen slet ikke handlet uden lovhjemmel, og beslutningen om aflivning af alle mink ville derfor være fuldt lovlig. Andre juridiske eksperter er dog meget skeptiske overfor den udlægning. Tidligere direktør for Institut for Menneskerettigheder Jonas Christoffersen har i Politikken den 8/12 2020, kaldt den argumentation for: ”Det bedste bud på en efterrationalisering”.

Jeg tør ikke tage klart stilling til spørgsmålet om hjemmelen holder eller ej. Der er kloge hoveder på begge sider i debatten. Alligevel vil jeg lige minde om at der altså gælder et skærpet hjemmelskrav, når der foretages intensive indgreb i borgeres retsforhold. At undersøge om en given lov, giver hjemmel til et givent indgreb, er altså ikke et spørgsmål om at strække lovens ordlyd, alt hvad rammer og tøjler kan holde, for at se om den kan komme til at dække et bestemt indgreb. Det bør i stedet være en grundig efterprøvning, af bestemmelsens formål, og ordlyd. Ud fra den analyse må man så undersøge om det har været lovgivers ønske at overlade den bestemte kompetence til regeringen, og om det fremgår tilstrækkelig klart af bestemmelsen til at man så borger ved læsning heraf, evt. med juridisk bistand, klart og tydeligt kan udlede sin retstilling.


Når det er sagt, kan jeg jo ikke afvise, at den sundheds- og veterinærfaglige vurdering, faktisk har været af en sådan karakter, at det gav mening at anskue hele Danmark som et udbrudssted med ny corona-virus.

Og hvis det er spørgsmålet om en rigsretssag mod statsminister, Mette Frederiksen, der diskuteres, ja så er det vigtigt at huske, at det her kun er den objektive side af sagen. Det er en betingelse for at ifalde straf, at man også subjektivt har ønsket at overskride lovgivningen, eller som minimum når der er tale om straf efter Ministeransvarsloven, har handlet groft uagtsomt. For den vurdering, bliver det afgørende at finde ud af, hvem der har vidst hvad og hvornår, og her må vi, i første omgang, tålmodigt afvente Granskningskommissionens resultater.